Saturday, August 13, 2011

Pressemeddelelse

Bhutanesiske flygtninge i Danmark har i weekenden haft stiftende generalforsamling i deres nye Landsforening Bhutanesisk Samfund i Danmark.

Flygtningene, der oprindelig kommer fra det lille konge dømme Bhutan, hvorfra de er blevet fordrevet på grund af deres etniske rødder i Nepal, er i dag spredt rundt i mange af landets kommuner. Med et ønske om at kunne støtte hinandens integration i det danske samfund og samtidig få et fællesskab med udgangspunkt i egen identitet og kultur, har idéen om foreningen taget form det sidste år.



De bhutanesiske flygtninge har siden fordrivelsen fra deres hjemland, der ligger for foden af Himalaya mellem Indien og Kina, opholdt sig mange år i flygtningelejre i Nepal, hvor de heller ikke har fået lov at slå sig ned. Der skønnes at sidde over 100.000 i lejrene og selv efter mange år, har ingen kunne få en løsning på deres livssituation. De hører ikke rigtig til nogle af stederne og derfor har bl.a. Danmark indvilliget i at tage nogle af dem her til landet som kvoteflygtninge.

Omkring 60 deltagere fra hele landet var mødt op til generalforsamlingen, der fandt sted i Frivillighuset i Pandrup i Nordjylland. For mange var det første oplevelse med det danske foreningsliv med dagsorden, valg og stemmeret. Mødet blev bl.a. præget af en debat om, hvor meget indflydelse græsrødderne i form af regionale koordinatorer skulle have i bestyrelsen og hvad foreningens navn skulle være.

Valgt til bestyrelsen blev Thugten Dorjee Drukpa (formand), Kuldeep Kathet (kasser) og 5 regionale koordinatorer, herunder bl.a. Hem Timsina (Midtjylland), Tika Tiwari (Fyn) og Moti Lal Baraily (Nordjylland).













No comments:

Post a Comment